I gamle dage hed de bare “sigøjnerbørn”. Nu hedder de “problembørn med oprindelse fra Østtyrkiet”. Det er de kurdiske gadebørn der er tale om – børn som få mennesker i Tyrkiet vil hjælpe. Mød her en person som gerne vil gøre noget for gadens børn.
Tekst: Adil Erdem
“Ingen ved helt præcis hvordan det sker. Men det sker dagligt at børn havner på gaden. Næsten alle gadebørnene er kurdiske børn som enten er sendt hertil af deres forældre for at arbejde, eller de er børn af tilflyttere. Og der findes ingen statistik på hvor mange gadebørn her er,” siger Memet som er 34 år og arbejdsløs kurdisk økonom fra Istanbul.
Der er heller ingen der ved hvor mange kurdere der bor her i Tyrkiets største by med 12 millioner indbyggere. Nogle mener at der lever tre millioner kurdere i Istanbul, andre siger at antallet er langt højere.
“Når du spørger tilflytterne hvorfor de er kommet til Istanbul, svarer de: “Vores landsby blev nedlagt!”,” siger Memet og fortæller at hans egen familie flyttede til Istanbul for 41 år siden.
Gadepiger misbruges
Memet har stort set været arbejdsløs siden han blev færdig med sin uddannelse på et af Istanbuls mange universiteter. Lige nu arbejder han som en slags revisor for nogle kurdiske firmaer nogle få dage om måneden. På den måde tjener han lidt. Ellers får han stadig penge af sin familie selvom han er over 30.
Memet har ikke tænkt sig at stifte familie foreløbig. Han synes at fremtiden i den store by er meget usikker. Det meste af fritiden bruger han på at opsøge kurdiske gadebørn som har hårdt brug for hjælp her og nu.
Interessen for gadebørn begyndte da han hørte at kurdiske gadepiger bliver samlet op fra gaderne og misbrugt seksuelt. Siden da er han og andre medlemmer af en kurdisk kulturforening, som han er medstifter af, begyndt at lave frivilligt arbejde blandt gadens børn og unge.
Magtesløshed
“Ofte er vi magtesløse og kan ikke gøre ret meget. Vi er jo ikke økonomisk i stand til at brødføde tusinder af børn. Men vi opsøger familierne som ofte bor i byens slumkvarterer og genforener dem med deres børn,” fortæller Memet, der i hjemmene tit møder familier med en stor børneflok, en arbejdsløs far og mange konflikter.
“Det kan jo ikke være rigtigt at man skal overlade disse børn til gaden og til stofmisbrug. Det er irriterende at vi ikke kan gøre mere,” siger han.
Som Memet ser det, har de tyrkiske myndigheder det helt fint med at de kurdiske børn lever og i nogle tilfælde dør på gaden – for var børnene ikke på gaden, ville de måske i stedet “kæmpe for et selvstændigt Kurdistan”. Derfor rører myndighederne ikke en finger for at hjælpe disse børn og deres familier, mener han.
Uønskede
Memet skal være meget forsigtig med sit opsøgende arbejde. Det sker tit at han må forklare politiet hvorfor han hjælper børnene. Myndighederne tror at hans forening samler gadebørn og underviser dem i kurdisk. Det er ikke tilladt. Politiet tror også at børnene lærer hvordan de senere kan udøve terrorhandlinger mod den tyrkiske stat.
“Jeg tror ikke at den tyrkiske stat opfatter disse børn som en del af samfundet. Hver dag mærker børnene at de ikke er ønsket her i byen,” siger Memet.
“Tyrkerne vil ikke acceptere at de har et problem med gadebørnene, ligesom de heller ikke erkender at de har et kurdisk problem. I gamle dage hed de bare “sigøjnerbørn”: de var bare sigøjnere i byen og forsvandt nok af sig selv. Nu hedder de “problembørn med oprindelse fra Østtyrkiet”. De kan ikke en gang få sig selv til at kalde dem kurdiske børn”.
På tømrerværksted
I foreningens lokaler er der oprettet et stort køkken hvor over hundrede børn kan få mad når der er penge på foreningens budget. Nede i kælderen har de investeret i to gamle vaskemaskiner. Her hjælper frivillige med at vaske børnenes tøj. Børnene kan også komme og få bad.
“De store børn som er på stoffer, tager vi os også af. Det gør vi ved at snakke med dem og rådgive dem. Og til de syge børn har vi en tyrkisk og en kurdisk læge som vi kan trække på i deres fritid. Vi finder også arbejde til nogle gadebørn. Jeg har lige besøgt to drenge som vi har skaffet ind på et tømrerværksted i nærheden. De arbejder og sover samme sted. Så er vi i det mindste sikre på at de får mad og har et sted at sove,” fortæller Memet.
Undertrykkes
Han og andre medlemmer af foreningen forsøger også at få kommunalpolitikere til at hjælpe. Men det går meget langsomt.
“Ingen politikere her i byen bliver valgt på at støtte kurdiske gadebørn. Det giver ingen tyrkiske stemmer. Og så er der medierne. De er heller ikke på børnenes side. Tv og aviser viser kun forfærdelige billeder af gadebørnene. De spørger ikke til hvorfor børnene er havnet på gaden,” siger Memet, der mener at medierne burde rejse rundt og besøge de kurdiske byer og provinser for at se hvor dårligt det står til med befolkningen.
I de kurdiske områder er der stor arbejdsløshed og folk kan ikke leve af deres landbrug. Derfor rejser mange fattige familier ind til storbyerne. Områderne bliver kontrolleret af tyrkisk militær som er med til at undertrykke kurderne økonomisk, socialt og kulturelt,” fortæller Memet.
Senere på dagen har Memet et møde med en rig kurdisk familie som har lovet foreningen økonomisk støtte på betingelse af at de kan være anonyme. Det vil Memet også selv være. Han vil ikke fotograferes eller have sit rigtige navn nævnt i artiklen. Han vil heller ikke ringes op i foreningen fordi telefonerne bliver aflyttet.