Archive for the ‘Paulo Coelho’ Category

Tvivl

juni 24, 2009

-Ethvert menneske har ret til at tvivle på sit kald og at forlade det en gang imellem; det eneste han ikke kan, er at glemme det. Den der ikke tvivler på sig selv, er uværdig – fordi han stoler blindt på sine egne evner og synder med stolthed. Velsignet være den der oplever øjeblikket af rådvildhed.

Paulo Coelho, Det femte bjerg, s. 61.

DF016

Reklamer

Veronika beslutter at dø

januar 27, 2009

‘"Veronika beslutter at dø"’Veronika er ung, smuk og feteret. Hun har et godt job, og venner og familie, der elsker hende. Alligevel er der noget, der mangler i hendes liv,og en tidlig morgen beslutter hun, at hun vil dø. Efter en overdosis sovepiller vågner hun op på det nærmeste sygehus. Hendes hjerte er så medtaget, at hun ifølge lægerne kun har nogle få dage tilbage. Vi følger Veronika gennem hendes sidste intense dage, hvor nye erfaringer får hende til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad galskab egentlig er. Hun indser, at hvert øjeblik vi lever, er et bevidst valg mellem liv og død.

Romanen berører det måske sværeste af alle emner: døden. Men emnet til trods, lykkes det Coelho at gennemsyre teksten med varme, optimisme og livsvilje.

Her er en smagsprøve på, hvad man kan finde i bogen.

På jagt efter eventyr

november 22, 2008

Da jeg var en ung advokat, læste jeg engang et digt af en engelsk poet, og et par linjer gjorde et stærkt indtryk på mig: ”vær som kilden der løber over, ikke som brønden der altid rummer samme vand”. Jeg har altid ment at han tog fejl: det var farligt at løbe over fordi vi så kan komme til at oversvømme steder vore kære bor, og drukne dem med vores kærlighed og vores begejstring. Derfor har jeg hele livet forsøgt at slå mig til tåls med at være som en brønd og aldrig bevæge mig ud over mine indre vægges grænser.
Af en eller anden grund, som jeg aldrig vil forstå, blev jeg ramt af panikangst. Jeg blev til netop det som jeg kæmpet sådan for at undgå: en kilde der løb over og oversvømmede alt omkring mig. Resultatet blev min indlæggelse på Villete. Efter jeg var blevet helbredt, vendte jeg tilbage til brønden og lærte jer at kende. Tak for jeres venskab, jeres hengivenhed og for de mange lykkelige stunder med jer. Vi har levet sammen som fisk i et akvarium, glade fordi nogen har fodret os på bestemte tidspunkter, og vi kunne når som helst vi ønskede det, betragte verden udenfor gennem glasruden. Men pågrund af et klaver og en ung kvinde, som formentlig er død nu, opdagede jeg i går noget meget væsentligt: livet herinde var nøjagtig magen til livet udenfor. Dér såvel som her samler folk sig i grupper, bygger mure og tillader ikke at noget fremmed forstyrrer deres middelmådige levevis. De gør ting fordi de er vant til at gøre dem, studerer unyttige emner, morer sig fordi man skal more sig, og resten af verden rager dem, den kan passe sig selv. Det længste de går, er at se nyhederne på fjernsyn som vi så ofte har gjort det samme, udelukkende for at få bekræftet hvor lykkelige vi er i en verden fuld af problemer og uretfærdighed.
Med andre ord: Broderskabets liv er nøjagtigt som livet for næsten alle andre udenfor. Alle forsøger at undgå at se hvad der er på den anden side af glasruden. Længe var det betryggende og nyttigt for mig. Men man forandre sig, og nu er jeg på jagt efter eventyr, selv om jeg er fyldt femogtres og ved hvor mange begrænsninger alderen sætter. Jeg tager til Bosnien: Dér er mange der venter på mig, selv om de ikke kender mig, og jeg ikke kender dem. Men jeg ved at jeg kan gøre nytte, og at chancen for eventyr er mere værd end tusind dage i velvære og bekvemmelighed.

Dette er et brev fra Mari i bogen “Veronika beslutter at dø” til sine venner på Villete, som er et psykiatrisk hospital (dér blandede man de rigtige sindssyge med dem, der var beskyldt for at være gale). Bogen er skrevet af Paulo Coelho.

Slips

november 2, 2008

         Hvad er virkeligheden?

         Det er den flertallet mener den skal være. Ikke nødvendigvis bedre, heller ikke mere logisk, men den som er tilpasset det fælles ønske. Ser du hvad jeg har rundt om halsen?

         Et slips.

         Netop. Dit svar er logisk, sådan ville en helt normal person svare: et slips! En gal ville imidlertid sige at det jeg har om halsen, er en farvet klud; en latterlig, unyttig, kompliceret bundet klud som gør det besværligt at bevæge hovedet og bevirker at det kræver en større anstrengelse at få luft ned i lungerne. Hvis jeg ikke er opmærksom når jeg befinder mig i nærheden af en ventilator, kan jeg blive kvalt af den klud.

Hvis en gal spørger mig hvad et slips er godt for, er jeg nød til at svare: til absolut ingenting. Ikke engang til pynt, for i dag er det blevet symbol på slaveri, magt, distance. Det eneste et slips kan bruges til, er at når man kommer hjem, kan man tage det af for at få fornemmelsen af at være befriet for noget vi ikke engang ved hvad er.

Men kan følelsen af befrielse retfærdiggøre slipsets eksistens? Nej. Men hvis jeg nu spørger en gal og en normal person hvad det er, så vil den der svare ”et slips”, blive betragtet som sund og rask. Det betyder ikke noget om svaret er rigtigt, men om det falder i god jord.

– Hvoraf De slutter at jeg ikke er gal fordi jeg satte det rette ord på den farvede klud.

Alkymisten

oktober 31, 2008

“Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt.”

Kun en sjælden gang bliver der udgivet en bog der kan forandre læserens liv. Paulo Coelhos Alkymisten er sådan en bog. Med mere end 25 millioner solgte eksemplarer overhele verden er bogen allerede en moderne klassiker.
Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten.
Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.
Alkymisten er en af vor tids mest solgte bøger, oversat til 55 sprog og udgivet i mere end 156 lande.

 

Lykkelig er også læseren af Alkymisten, fordi man får lidt af al Østens og Vestens livsvisdom ind på en sorgløs sølvske i et enkelt sprog med kulør og musik fra stjernerne. POLITIKEN

 

Selvmord

august 13, 2008

I årtusinders civilisation havde selvmord været tabu, et brud på alle religiøse påbud: Mennesket skal kæmpe for at overleve og ikke overgive sig. Menneskeheden bør formere sig. Samfundet har brug for arbejdskraft. Ægtepar har brug for en grund til fortsat at leve sammen, selv efter at kærligheden mellem dem er ophørt, og landet har brug for soldater, politiker og kunstnere.
Hvis Gud er til, hvilket jeg oprigtigt ikke tror, vil Han forstå at der er grænser for menneskets overbærenhed. Det er Ham der har skabt dette rod med elendighed, uretfærdighed, grådighed, ensomhed. Hans hensigt har sikkert været den bedste, men resultatet er en katastrofe. Hvis Gud er til, burde Han vise overbærenhed med dem der ønsker at forlade verden lidt før, og kunne tilmed sige undskyld for at have tvunget os til dette ophold.
Fanden tage tabuer og overtro. Hendes religiøse mor plejede at sige: Gud kender fortiden, nutiden og fremtiden. I så fald havde Han sat hende i denne verden vel vidende at hun ville tage sit liv, og kunne ikke blive chokeret over hvad hun gjorde.

(Fra Paulo Coelhos bog “Veronika beslutter at dø”)

Kongen og hans befolkning

august 12, 2008

Denne historie er taget ud af Paulo Coelhos bog “Veronika beslutter at dø”

Der var engang en mægtig troldmand der ville styrte et kongerige i grus. Derfor hældte han en heksedrik i den brønd som alle indbyggerne hentede vand fra. Den der drak af vandet, ville blive gal.
Den næste morgen drak hele befolkningen af vandet, og alle undtagen kongen blev gale. Han havde sin egen private brønd for sig og sin familie, og den havde troldemanden ikke kunnet komme til. Kongen blev dybt bekymret og forsøgte at holde styr på sit folk ved at indføre en række foranstaltninger vedrørende den offentlige sikkerhed og sundhed. Men politiet og inspektørerne havde drukket af det forgiftede vand og fandt kongens beslutninger helt hen i vejret, så de nægtede at håndhæve dem.
Da indbyggerne i kongeriget hørte om dekreterne, var de overbeviste om at kongen var blevet sindssyg og nu sad og pønsede på et eller andet vanvittigt. De protesterede højlydt og gik mod slottet og krævede kongens afgang. Fortvivlet gjorder kongen sig klar til at frasige sig tronen, men dronningen stoppede ham og sagde: Nu går vi også til brønden og drikker af det samme vand. Så bliver vi ligesom dem.
Og det skete: Kongen og dronningen drak vanviddets vand og begyndte straks at sige meningsløse ting. Da fortrød hans undersåtter: Nu hvor kongen viste sig så vis, hvorfor skulle man så ikke lade ham regere landet?
Der faldt ro over land og by selv om indbyggerne opførte sig helt anderledes end i nabolandene, og kongen regerede til sine dages ende.